The Inuit Circumpolar Documentary

Latest

The forgotten victims on Greenland

Faksimile Sermitsiaq Uke 42

Juaanna Platou and her husband, Qillaq Danielsen, lost their beloved Athina last summer. The two years old girl was bitten by dogs. Neither the hospital nor the government explained to them how she died and what effect it may have had that it took four hours before she got medical help.

– I think that little Athina could have been saved. Loss of life due to lack of doctors and communication is unacceptable. On North Greenland you are forced to survive on your own when accidents happens, because the system is so bad, says Juaanna Platou.

Juaanna Platou now wants debate about the lack of support services on North Greenland and the lack of resources available for people who are sick and injured.

Extract from the Greenlandic newspaper Sermitsiaq, week 42.

Advertisements

Grønlands glemte ofre

DØDE AF HUNDEBID  Lille Athina blev bidt af hunde sommeren 2013. Først fire timer senere fik hun behandling på sygehus, hvor hun døde af skaderne. Nu vil hendes plejemor have fokus på spørgsmål omkring modtagelse af patienter i Qaanaaq for at undgå, at andre i fremtiden skal lide samme skæbne som henne og familien Daorana.

DØDE AF HUNDEBID
Lille Athina blev bidt af hunde sommeren 2013. Først fire timer senere fik hun behandling på sygehus, hvor hun døde af skaderne. Nu vil hendes plejemor have fokus på spørgsmål omkring modtagelse af patienter i Qaanaaq for at undgå, at andre i fremtiden skal lide samme skæbne som henne og familien Daorana.

I sommer skete det igen. Dødsfald i Qaanaaq, hvor familien føler sig magtesløse, og kommer med kritik til sygehus og læge omkring sin kæres bortgang.
– Jeg håber, det vil blive flere spørgsmål om sikkerhed og værdighed for borgerne her i nord, så folk og Naalakkersuisut kan se, at noget er helt galt her, siger Juaanna Platou.

(Også publisert i Sermitsiaq Uge 42)
Af journalist og lærer Torgeir S. Higraff
Oversat til dansk: Sandra Rosing Kvalheim

Kulden er nået Qaanaaq. Familien Daorana er blandt mange som føler sig forrådt og glemt av myndighederne i syd. De siger, de har ret til at blive taget alvorlige, når sygdommen eller ulykken rammer.
Gælder menneskerettigheder som sikkerhed og værdighed ikke i Qaanaaq?
I sommer fik de nej, da de ville have deres syge ældre far undersøgt på sygehuset. Deres far døde uden at blive undersøgt eller at blive indlagt efter mange dage med smerter. De ved stadig ikke hvad han døde af.

Også i Siorapaluk er en følelse af magtesløshed tilbage. Der har indbyggerne kæmpet i over et år for at blive hørt af Grønlands Selvstyre. Juaanna Platou og hendes mand, Qillaq Danielsen, mistede deres plejedatter Athina forrige sommer. Da blev både de og hele den lille bygd ramt af tragedie, da lille Athina på knapt to år, blev bidt af hunde.
– Som den 89 år gamle mand i sommer, mener jeg, at lille Athina kunne være blevet reddet. Tab af menneskeliv på grund af dårlig kommunikation er uacceptabelt. Enkle diagnoser får dødeligt udfald, og man er tvunget til at klare sig på egen hånd, hvor vi lever, fordi systemet er så dårligt, siger Juuaanna Platou.

Dødsfaldet er omtalt i Sermitsiaq, nr. 31 den 1. august i år.

ØNSKER DEBAT Juaanna Platou mistet sin plejedatter Athina forrige sommer, og føler nå med familien Daorana.

ØNSKER DEBAT
Juaanna Platou mistet sin plejedatter Athina forrige sommer, og føler nå med familien Daorana.

Juuaanna Platou er uddannet præst, men er i Grønland kendt som en alsidig kvinde med erfaring som lærer, filmregissør og skuespiller. Blandt andet har hun spillet sammen med Kim Bodnia. Egentlig skulle hendes familie flytte til Århus i Danmark, hvor Juuaanna Platou i fjor havde fået arbejde som præst.
– Det hele er som et mareridt. Da ulykken skete, var jeg i Danmark for at finde lejlighed til familien, som skulle rejse ned senere. Min mand, Qillaq Danielsen, var hjemme i Siorapaluk sammen med vores adoptivdatter Panîna på fem år, og Athina som ville være fyldt tre år nu i oktober. Det var midt på dagen, med dejligt vejr i juli. Qillaq overlod Athina til barnepigen, efter at have givet hende tørret kød fra en balje på trappen. Så gik han ned for at gøre sin kajak klar, og barnepigen gik ind med det tørrede kød. Hun blev inde længe nok til, at Athina som stadig var udenfor, havde tid til at gå hen til naboens hunde. Hundene angreb hende og bed hende. Klokken var ca. 12. Naboerne kom hurtig Athina til undsætning, og de løb ned til jordmoderen med det skambidte barn, men jordemoderen var på ferie. De ringede til lægen i Qaanaaq, som bad dem vente på ham og helikopteren. Min mand havnede i en chocktilstand, da han kom tilbage, og kunne derfor ikke hjælpe, fortæller Juaanna.

Afviser kritikken
1700 km i luftlinje længere mod syd, i Nuuk, sidder på det tidspunkt vagthavende i Air Greenlands operationsafdeling, Thomas Branner. De modtager en telefonopringning fra sygehuset i Qaanaaq om behov for helikoptertransport fra Siorapaluk.
– Vi ringer til trafik-¬koordinator på Thule Airbase. Han var i sit sommerhus, men havde mobilen tændt. Vi fik fat på ham med det samme. Derfra ringer han til pilot, mekaniker og politi, og kørte så til basen for at gøre helikopteren klar, forklarer Branner. Normal responstid regnes fra, at Branner får meldingen og til at helikopteren er i luften, og responstiden skal være under en time.
– Men det er, når vi har piloter i stand by. Fordi ulykken skete på en lørdag, gik der en time og 20 minutter, siger Branner. Flytiden fra basen til sygehuset i Qaanaaq er 35 minutter. I Qaanaaq er helikopteren af typen Bell 212 på jorden i et minut for at få lægen om bord. Da de ankommer til Siorapaluk er der i følge vidner i bygden gået tre timer siden Athina blev bidt af hundene. I denne tid har barnet som har livstruende skader, ikke fået hjælp fra kyndigt sundhedspersonel.
Én læge i Nordgrønland/Avanersuaq
Først fire timer efter ulykken kom Athina på sygehuset i Qaanaaq. Så ringer de omsider til fostermoderen Juaanna, som opholder sig i Danmark.
– De fortalte, hvad der var sket, og sagde, at de ville fragte barnet med fly til Nuuk. Da jeg kom frem til lufthavnen i København fem timer senere, fik jeg at vide, at Athina var død, fortæller Juaanna Platou, som selv tog sig af begravelsen af sit plejebarn, da hun kom hjem til Siorapaluk. Hun sidder tilbage et år senere med en række ubesvarede spørgsmål. Hendes mange breve til selvstyret og til rigsombudsmanden i Grønland har ikke givet noget svar. Og lægen, som behandlede plejedatteren, forlod Qaanaaq to dage efter ulykken.
– Vi skifter læger meget ofte. Tre læger skiftes til at være i Qaanaaq i korte perioder, tre uger hver. Vi når ikke at hilse på en læge, før der kommer en ny. Sådan har systemet været i lang tid, siger en modløs Juuaanna Platou. Foruden lægen er der en sygeplejerske og to assistenter i Qaanaaq.

Faksimile Sermitsiaq Uke 42

Mange flere læger
Kan de forvente mere, de som bor i Nordgrønland? Til sammenligning har Norge givet sin arktiske bosætning på Svalbard den højeste andel godkendte specialister i landet, i følge Lægeforeningens lægeregister. Der er 246 indbyggere per læge. I Norge er myndighederne de seneste år blevet kritiseret for lang responstid i forbindelse med udrykninger. Sideløbende er der steder som Siorapaluk i Norden, hvor indbyggerne i praksis er overladt til sig selv. På sygehuset i Qaanaaq vil ingen udtale sig om Athinas ulykke.
– Lokale evakueringer fra bygd til by i Grønland arrangeres direkte mellem de lokale sygehuse og Air Greenland. Kun sjældent er sundhedsvæsenets patientkontor involveret. Det er lægens vurdering af patientens behandlingsbehov og tilstand på det lokale sygehus, som bestemmer, hvor patienten skal behandles, oplyser Else-¬Marie Brøndsgaard fra Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse.
– Der er ikke aktuelle planer om at ændre helikopterpladseringen, og der er ikke planer om at udvide antallet af læger i Qaanaaq, siger Julie Præst Wilche, som er afdelingschef i Departementet for Sundhed i Grønland. Hun henviser til at der totalt er 50 distriktslæger i landet, hvilket svarer til 1.120 indbygger per læge.

Ny tragedie
Hvis Athina havde overlevet, ville hun have oplevet at blive fløjet videre fra Qaanaaq til Nuuk. Det ville have taget yderligere tre timer, før hun var i hænderne på en specialist.
En uge efter, at Athina døde, blev den lille bygd atter ramt af tragedie. Fem personer blev alvorligt madforgiftede efter at have spist syltet fugl. De blev sendt til Qaanaaq og videre derfra til sygehuset i Nuuk, hvor to af dem døde.
– De to tragedier, som indtraf på en og samme uge er ikke enkelt stående tilfælde. Hver eneste kvinde, som skal føde må rejse væk i flere uger, og det er almindeligt, at små børn bliver overladt til barnepiger hjemme i den tid, siger Hans Bjelke fra Asker i Norge, som har boet tre år i Siorapaluk i 90-erne med sin familie. Han har siden besøgt sine venner i Nordgrønland et dusin gange og har derfor godt kendskab til nordgrønlandske forhold.
– Sundhedstilbuddet har i denne periode gået fra dårligt til endnu værre, slår Bjelke fast.
Findes der klare minimumskrav som gælder i hele Norden, som sikrer indbyggerne tryghed for liv og helse? Svaret fra sekretariatet for sundhed i Nordisk Ministerråd er nej.
– Der findes ikke sådanne nordiske minimumskrav for beboerne i Norden.
– Forskellen mellem sundhedstjenesterne på Svalbard og i Grønland må du tage med sundhedsmyndighederne i Norge og i Grønland om, svarer seniorrådgiver Vilborg Hauksdottir, sekretariatet for sundhed i Nordisk Ministerråd i København.
Flere af indbyggerne i Siorapaluk siger i dag, at de stadig er prægede af ulykkerne og udfaldet af disse. For Juaanna Platou er livet blevet vendt på hovedet, og hun oplever specielt tiden før jul som smertefuld.
– Jeg mærkes stadig psykisk i mine daglige gøremål af hændelsen. Det er svært ikke at tænke på Athina, når jeg går forbi hundene, som står bundet ved vejen, hvor jeg færdes og jeg rammes af en pludselig angst, fortæller Juaanna Platou. Hun arbejder på skolen i Siorapaluk, hvor der er hunde alle steder. Lige nu søger en præstestilling.

Faksimile Sermitsiaq

Image

Hunters on Greenland are becoming Fishermen

– In the last 4 years, the politicians on Greenland have not achieved any good results for Qaanaaq, says Qulutana Kvist, one of many hunters forced make a living out of fishing.

Sponsored by Fritt Ord and Aircontactgruppen, the Nanoq project will present some of the challenges that hunters from North Greenland cope with today. Most of the people we have interviewed mention fishing as a possible income in the future. So we went out fishing with Kvist and his son earlier this year. Check out halibut-ice-fishing in the video:

– There are many people out of work here in Qaanaaq. Some try to fish, like me. There are no other places to get work, at all. Tourism has almost vanished. It used to be very good. Sometimes as many as five airplanes from Canada would land on the ice in one day. Then we would take the tourists around with our dog teams. After the airport got built, that all disappeared – because the airport started charging landing fees. I think this is one key factor keeping tourism away from Qaanaaq.

Qulutana Kvist says their only hope to improve their future is their new factory.

– I started fishing when I was a small boy.  And today I still fish. Today you can not survive alone on hunting. More and more hunters are becoming fishermen. You can earn more because our area is full of halibut.

– Can you tell me a little bit about how you fish?

– I bring a small shanty out onto the ice to fish from.  After collecting bait, I set my gear into the Sea. I can only start to fish after the Sea freezes over. I learn from every experience on the ice. Today, my line is very long with many hooks. But that can vary too. Sometimes I keep my line out for 3 or 4 hours. I have about 70 hooks on my line, each spaced 1-arm length. I like to use “ammassat”, a very small fish, for bait. But I can not buy them anymore.  So I use “uukkat”. It is our own local fish from here. Sometimes I have to buy other fish from the store.

The hunter Qulutana Kvist with a piece of his catch

– How much do you fish during the winter?

If I have a place to sell my fish, I would like to fish until the Spring when the ice melts . I would like to fish from January to July. But there is no place to sell the fish, so I don´t know.

– How is the future of Qaanaaq and your kids?

– It is hard to predict the future of Qaanaaq. We hope our collectively-owned factory will help us earn a salary by buying our narwhale and halibut. We also hope to sell other kinds of meat to the factory. For now, it is difficult to think about Qaanaaq’s future. Building a future with our collectively-owned factory is really the only hope we have right now.

Written and filmed by Torgeir S. Higraff

Translated by Navarana Sørensen & proofread by Ian Naysmith

Great film about Inuit communities

The photo by Hans Bjelke is from the Nanoq-expedition earlier this year. The culture that still makes moments like this possible was discussed in Oslo tonight. Stephen A. Smith and Julia Szucs was at the Fram Museum to present their film, assisted by the Canadian ambassador to Norway. It is a story about two Inuit communities in Nunavut and Greenland. The documentary Vanishing Point described difficulties known to the Nanoq team and hunters in Northern Greenland. And it helps to make others aware of people in Arctic communities like this. It also shows beautiful scenery that inspire you to visit these places.

The Greenlandic main character, Navarana Sörensen, is fantastic in the way she describes the traditional way of life and how this life is changing with the melting of sea ice, among other challenges. A highlight was the narwhal hunt and how this hunt is contrasting with the Narwhal hunt in Nunavut.

After the film, the audience in Oslo had many questions. One was about the distribution of the film. “It will most likely be possible to see it on television on Greenland”, Smith said. In addition, the film has been broadcasted in Canada.

The award winning documentary was presented at Bygdøy, Oslo, thanks to National Film Board of Canada, the Fram Museum, Meltwater Media and the Embassy of Canada. Watch the film, but first: Watch the trailer here: http://www.nfb.ca/film/vanishing_point

Torgeir S. Higraff

Work for Nanoq

In 2014 we will go to Canada. If you want an Arctic adventure, and know fundraising, feel free to contact us for more information!

hans@nanoq.no
+4740200405

Arctic research station design incorporates Inuit knowledge

According to the Montreal architect Alain Fournier, Inuit knowledge and culture have played major roles in the design and function of the $142 million High Arctic Research Station planned for Cambridge Bay, Nunavut.

Read more in CBC News:
http://www.cbc.ca/news/canada/north/story/2013/06/17/north-high-arctic-research-station-design.html

Photo: Hans R. Bjelke

Congratulations Canada!

Naimangitsoq Kristiansen and his friends among the hunters have won a great supporter in the new chairwoman in the Arctic Council. Leona Aglukkaq takes over the chairmanship of the council, and starts her job by saying it was the EU’s position on the seal hunt that cost it a seat in the exclusive club. Team Nanoq support Canada in this issue, and we hope they continue to give the EU and Greenpeace the cold shoulder at Arctic Council until EU change attitude towards the export of seal products.

Torgeir S. Higraff

Photo: Naimangitsoq Kristiansen in the camp on top of the glacier.

Stones Almost Destroy the Sleds

Reflections from the expedition 2013. Naimangitsoq Kristiansen repairs in the icy coldness. Photo: Hans Reidar Bjelke

Blue Glacial Ice

Vertical winds sweep all the snow from the glacier. Rivers of ice and glacier carved peaks are fine to look at but not easy to climb for dogs or hunters. Photo: Hans Reidar Bjelke

Inuit Knowledge

We would like to share some reflections from our expedition. On the photo, weather looks nice, but a storm is gathering. To prepare for this, we dig the tents down in the snow and make a wall around it, a couple of feet high. The tools are not shovels but saws. Hans Reidar Bjelke